Opskrifter, Søde sager

Nemme kransekage muffins

Nemme kransekage muffins

På Instagram viste jeg nytårsdag et billede af kransekage muffins som jeg netop havde bagt og skulle have med nytårsaften og hvor jeg blev spurgt om jeg ville dele opskriften. Det vil jeg selvfølgelig gerne.

Inden jeg deler opskriften, vil jeg dele en sjov historie med dig, for lige som jeg skulle til at gå i gang med at bage, blev jeg kl. 10.30 ringet op af en der hedder Christian fra TV2 nyhederne !

Den er sgu go´nok.

Han havde fundet min blog og spurgte om de måtte komme forbi og lave et indslag om mit nytårsbord. Jeg måtte skuffende fortælle, at jeg ikke skulle holde nytåret hjemme, men at vi istedet skulle ind hos nogle venner. Jeg ringede til min veninde og spurgte om hun var frisk (velvidende at det var hun nok IKKE – hun er slet slet ikke til sådan noget gøgl !). Men jeg og journalisten fik hende overtalt og det endte faktisk med, at TV2 nyhederne kom forbi dem kl. 13.30 og var der og optage i 1 time. Kl. 19.10 sad vi klistret til skærmen og jeps…der dukkede mine venner op og ønskede godt nytår til Danmark.

Ret sjovt ikke hvad bloggen kan føre til 🙂

Nåhm… det var de der kransekage muffins.

Jeg kan godt lide almindelig kransekage, men da jeg først fik at vide 2 dage før, at det var os, der skulle have det med, blev der bare købt en pakke. Lidt kedeligt måske, men nogen gange blir det bare den nemme løsning.

Og dog.

For om aftenen den 30.12 sad jeg og googlede lidt og faldt så over en opskrift på kransekage muffins. Og hey – muffins er jo noget jeg ved noget om. Så Thomas blev smidt afsted den 31.12 om morgenen efter marcipan og nougat. Da vi ikke skulle holde selve middagen, havde jeg forholdsvis god tid. Jeg synes det kunne være sjovt at udfordre nytårsaften med en anden type kransekage.

Blog Bettina Holst nemme kransekage muffins 1

Her kommer opskriften:

(18 mini – jeg fik dog 24 ud af opskriften)
125 g sukker
125 g blødt smør
125 g marcipan
2 æg
50 g mel
80 g mørk nougat, kold

Pynt:
250 g revet marcipan
150 g flormelis
60 g æggehvide (af ca. 2 små æg)

Riv marcipanen på den grove side af et rivejern. Pisk smør og sukker luftigt. Tilsæt marcipanen og pisk det hele sammen. Tilsæt æggene, ét ad gangen, under fortsat piskning. Tilsæt melet, og fyld massen i 18 smurte mini-muffinforme. Pres et stykke nougat på ca. 1×1 cm i hver kage, og bag ved ca. 175° i 15-20 minutter (jeg gav dem 15 minutter – ikke varmluft)

Tag kagerne ud af ovnen og lad dem køle en smule af i formen. Skru ovnen op på 210°.
Kom revet marcipan og flormelis i en skål og pisk med en elpisker (eller med køkkenmaskinen). Tilsæt æggehviderne og fyld massen i en sprøjtepose med stjernetylle på. (Jeg havde ingen sprøjtepose og kom det derfor bare på med en teske, hvilket jo så betød et mindre kønt udseende end hvis du kan lave toppe med en sprøjtepose med stjernetyl).

Bag dem yderligere 10-25 minutter i den varme ovn (jeg gav dem ca. 15 min). Hold øje med kagerne og stik i dem efter ca. 10 min. Hænger der kage ved så giv dem 5 min. af gangen.

Servér kagerne ved stuetemperatur med et drys flormelis.

Eller gør som jeg gjorde; rørte glasur sammen (flourmelis og vand), som jeg kom i en frysepose, klippede et lille hul og brugte det som sprøjtepose.

Blog Bettina Holst nemme kransekage muffins 4

Opskriften er fundet på Femina. De smager virkelig godt og her på 2. dagen er de stadig voldsomt gode.

Velbekommen !

Kærligst Bettina

Følg med i mit univers på Facebook og Instagram

Er du på Facebook eller på Instagram?

Det er jeg!

Bloggen’s facebook side finder du her: https://www.facebook.com/BettinaHolst.Blog
Du kan også følge mig på Instagram (ikke bloggen). Her deler jeg billeder fra mit hjem og lidt fra rejser: https://www.instagram.com/bettinaholst/?hl=en

Tidligere Indlæg Næste Indlæg

Ingen Kommentarer

Smid mig en Hilsen