Jeg er ikke fuld
Ikke kategoriseret

Jeg er ikke fuld

Jeg er ikke fuld

Det her opslag har intet med hverken kreative ideer eller indretning at gøre, men jeg har et vigtigt budskab, som jeg har sat mig for at gøre opmærksom på!

Det handler ikke om alkoholisme – men om folk’s misforståelser og fordomme/uvidenhed. Det handler også om at gøre hverdagen bare lidt nemmere for personer med Huntington sygdom – men også for personer med Parkinson, Ataksi og andre lignede sygdomme, der går udover bla. bevægelsessystemet.

Det handler om når man opfattes som fuld, men ikke har rørt én eneste dråbe alkohol.

Det berører rigtig mange mennesker – sikkert også flere end jeg selv lige tror.

Som pårørende har jeg det helt tæt inde på og kan ikke bare vende ryggen til.

Så derfor har jeg sat mig for at gøre noget ved det – med alt hvad jeg nu formår.

Sagen er denne:

Min eks-mand er syg med den lede sygdom Huntington Sygdom – men folk tror, at han er fuld, når de ser ham komme vaklende.

Mange personer med Huntington Sygdom og andre lignende sygdomme (f.eks. Parkinson) oplever nemlig, at de ufrivillige bevægelser de har, af mange opfattes, som om at de er fulde – der bliver kigget skævt til den syge – og det er heller ikke ualmindeligt, at andre mennesker føler, at de lige skal komme med stødende og sårende bemærkninger.

Og hvor mange syge tror du har lyst til at gå hen til fremmede mennesker og forklare sig?

Jeg tror mest det handler om at folk er alt for uvidende og indrømmet; han ser stangbarcardi ud, når han kommer gående, men…

Nok er nok nu. Mit hjerte bløder over dette. Vi er nødt til at sætte fokus på dette – alt for mange med disse sygdomme isolerer sig stille og roligt af frygt for at møde nedladende blikke og stødende kommentarer.

Det vil min eks-mand og jeg gerne forsøge at lave om på ved at sætte fokus på dette store problem.

  1. Vi vil gerne ændre folks opfattelse – at fordi nogle mennesker vakler rundt er det ikke ensbetydende med at de er fulde. Langt fra.
  2. Vi vil gøre hverdagen bare lidt nemmere for den syge og vende negativ opfattelse til positive reaktioner – det kan vi gøre med en t-shirt!

T-shirten vil måske skille vandene hos den der er syg (nogen vil gå med den, andre tør måske ikke), men vi tror på at den kan være med til at gøre en stor forskel og det vil vi kæmpe for. Den har gjort en KÆMPE forskel for min eks-mand 

Jeg er ikke fuld Jeg er ikke fuld

Vores historie:

Jeg, Bettina er billedkunstner og jeg har tegnet denne t-shirt til min eks-mand Arne for 1 år siden. Jeg blev så ked af når jeg hørte ham fortælle, hvilke bemærkninger han blev mødt med når han var ude at handle, gik tur med hunden osv…folk der tror, at han er fuld og kommer med tarvelige bemærkninger, som ingen steder hører hjemme.

Der måtte gøres noget!

Arne har haft t-shirten på rigtig mange gange det sidste år og han har netop spurgt om ikke jeg kunne lave 3 mere til ham. Den gør det, at han kan gøre opmærksom på sin ufrivillige rystende (“fuldemands”)-gang – uden at sige et eneste ord!

– og effekten har flere gange vist sig, at være ualmindelig god, så nu vil vi gerne gøre en forskel for andre i samme situation.

Da Arne havde den på til tjek på Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet for nyligt, var det med stor begejstring fra både overlæge Lena Hjermind (som også er næstformand i Landsforeningen Huntington) samt fra andre patienter, der var der den dag.

Så med opbakning fra Lene Hjermind har vi besluttet, at få lavet flere t-shirt og dermed hjælpe andre – teksten på ryggen kan tilpasses, så den er ikke kun til folk med Huntington, men til de syge som oplever samme negative reaktioner fra fremmede (mange syge vælger lige så stille og roligt at isolere sig og det kan simpelthen ikke være meningen).

Et nært familiemedlem har Parkinson og hun har oplevet masser af gange kommentarer som “Nåhhh lille dame, der er vist en der har fået rigeligt ind under vesten” osv. Og måske du kan forestille dig, hvor ondt det gør, når man samtidig forsøger at holde sammen på sig selv og sin sygdom – det sidste man har brug for er sgu dette.

Mit hjerte bløder bare ved tanken…

Projektet er rent social/humanitært og AL overskud fra salget af den kommende t-shirt kollektion vil gå ubeskåret til Landsforeningen for Huntington.

Vores arbejde er frivilligt og vi skal ikke tjene én krone – kun brede budskabet!

T-shirten koster 199,- kr. plus fragt 29,- kr. og den kan bestilles i sort og hvid og i str. S, M, L og XL ved at skrive til mig på kontakt@bettinaholst.dk

Jeg har netop oprettet en Facebook side, hvorfra t-shirten også kan bestilles igennem – Facebook siden finder du HER – det bliver ikke en side med mange opslag, men ved at “SYNES GODT OM” siden støtter du op om vores sag.

VIL DU HJÆLPE OS MED AT DELE BUDKSABET på Facebook (og åhhh også meget gerne “synes godt om siden”) – måske har du selv brug for sådan en t-shirt eller måske kender du en der har problemet tæt inde på og kunne bruge sådan en t-shirt ??? 

De bedste hilsner

Tidligere Indlæg Næste Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Dorte 14/07/2018 kl. 11:19

    Sikke et godt initiativ✨✨
    Arbejder selv med mennesker med de neurologisk sygdomme du nævner, primær parkinson. Tænker også den kunne være relevant for skleroseramte.

    Mange hilsner
    Dorte

    • Svar bettinaholst 16/07/2018 kl. 11:51

      Tusind tak Dorte

      Ja det berører SÅ mange mennesker; Huntington sygdom, Parkinson, Sclerose, ureguleret sukkersyge, Ataksi, følger af en blodprop, svulst og sikkert mange flere.

      Jeg vil gøre alt jeg kan for at råbe op nu, for nu er jeg tiltrækkelig frustreret og modløs over det!

      Kh Bettina <3

    Smid mig en Hilsen

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.